Assad er en anderledes diktator

boganmeldelse

Assad er en anderledes diktator

Millioner af menneskeliv på samvittigheden. Det er ikke nogen rar mand, vi har med at gøre. Bashar al-Assad er manden, jeg taler om. I en ny bog skildrer journalist Adam Holm den berømte og berygtede diktator.

Image
"En vulkan kaldet Syrien", tegnet af Carlos Latuff. Hentet via Wikipedia.
Alexander Sennels

Bashar al-Assad. Syriens præsident eller Diktatoren i Damaskus, som er titlen på Adam Holms nye bog om netop Bashar al-Assad. Hvem gider forsat at høre om Syrien?, som Adam Holm retorisk spørger om i bogens prolog. Jeg vil gerne. Adam Holm har begået en yderst interessant bog om den syriske præsident, som gør én klogere på manden bag en borgerkrig, der har kostet millioner af mennesker livet.

Forfatteren erklærer selv i bogens prolog, at han ikke er neutral; »Min interesse for Bashar al-Assad bunder ikke i, at jeg har sympati for manden og hans holdninger. Det er nødvendigt med dette forbehold. …. For at undgå enhver misforståelse: jeg er ikke neutral, når det gælder Assad« Det er en vigtig præmis for bogens indhold.

Ikke den fødte diktator

Det var ikke meningen, at Assad skulle have været præsident for sit hjemland. I virkeligheden var det hans bror Bassel al-Assad, der var den første fødte og militærmand, der skulle være præsident. Han døde i 1994 i et biluheld. Assad boede på daværende tidspunkt i den britiske hovedstad London og arbejdede som øjenlæge. Han havde ikke en uddannelse indenfor militærets rækker. Han interesserede sig for vestligt musik og teknologi. Noget der står i stærk kontrast til, hvad man forbinder med mellemøstlige diktatorer.

Assad er derfor ikke født og opdraget til at blive præsident i sit hjemland. Han har nemlig ikke igennem hele sit liv levet i magtelitens sus og dus, men som barn i en søskendefolk på fem fik han en kontant opdragelse. Anisa Makhlouf, hans mor, opdrog børnene på en kontant måde, hvor man skulle arbejde hårdt for sine resultater i skolen. Der var ingen sølvfade eller kære mor, hvis man skal forstå bogens portrættering af moderen.

Den opdragelse har han ikke selv ført videre. Han lever et moderne familieliv, hvor der - demokratisk - bliver stemt om, hvilken film familien skal se på Netflix i familiens store penthouse-lejlighed, der er beliggende midt i hovedstaden Damaskus.

I øjenhøjde med den almindelige syrer

Bogen er ikke kun basseret på vestlige bøger og artikler om Syrien og præsidenten, og det er ganske befriende. Adam Holm fortæller utroligt interessant om sine besøg i Syrien igennem tiden. I bogens første kapitel hører vi om forfatterens første besøg i Syrien i 1998, hvor man ikke kan undgå at få øje på Hafez al-Assad. Der er portrætter med den daværende præsident over alt. Hafez al-Assad bliver i bogen beskrevet som en “vaskeægte diktator”, og forfatteren skriver »(…) for ham (Hafez al-Assad, red.) er der kun én retning, én metode.«.

Læseren møder i bogen forskellige syrere, og det er ikke folk, der har deres gang på de bonede gulve. Det er helt almindelige syere. Ramis, der er skrædder i hovedstaden Damaskus, er meget positiv over for landets præsident. “Assad kan tale med alle”, som Adam Holm citerer skrædderen Ramis for. Det er disse møder med helt almindelige syrere, som efter min mening løfter bogen, hvor læseren møder høj som lav.

God begynderguide til krigen i Syrien og Assad

Bogen giver et fremragende indblik i manden, der står bag en af de blodigste krige i nyere. Adam Holms fantastiske talegaver gennemsyrer teksten, og han formår på bedste vis at gøre Syrien til noget, man vil høre mere om. Personligt har jeg fået blod på tanden om at blive klogere på borgerkrigen i landet. Portrættet, der bliver tegnet i bogen, er utrolig gennemført. Selvom bogen ikke er neutralt, er den efter min menig uomgængelig for alle, som interesserer sig for Mellemøsten.

Fakta om bogen

Diktatoren i Damaskus - et portræt af Bashar al- Assad er skrevet af journalist og historiker Adam Holm. Bogen udkom i foråret på Gyldendal og er på 250 sider.

Del denne post

Tilbage